Minister: Det er for svært at dømme landsforrædere

Skrevet af admin

14/01/2015

Mest læste i dag

Justitsministeren har det seneste døgn luftet en nyfunden interesse for spørgsmålet, om hvorvidt danskere og danskboende, som rejser til Syrien eller Irak for at deltage i kamp mod danske styrker, kan dømmes for landsforræderi.

Og det skyldes blandt andet, at det i dag er for svært at benytte straffelovens bestemmelser om landsforræderi og landssvigeri, forklarer hun på vej ind i folketingssalen.

- Det kan have den praktiske betydning, hvis vi får ændret og præciseret vores lovgivning, at man faktisk kan blive dømt for landsforræderi. Det har vi svært ved at gøre i dag, forklarer Mette Frederiksen.

Regeringen er blevet beskyldt for symbolpolitik, efter at den afviste blandt andet Venstres ønske om garantier for lovens anvendelighed, da man vedtog dansk deltagelse i kampen mod Islamisk Stat i Irak.

Men det afviser Mette Frederiksen.

- Det er det da ikke. Det er en fuldstændig grotesk situation, at vi udsender soldater til en konfliktsituation i Mellemøsten, og så er der unge danskere eller herboende udlændinge, som rejser ud og bliver syrienkrigere. Det, mener jeg, er landsforræderi, pointerer hun.

Spørgsmål: Er du parat til at ændre loven?

- Jeg ønsker at sende det klare signal, at vi betragter det her som landsforræderi, og så skal vi lige have juraen ordentlig på plads. Det beder vi Straffelovrådet om at kigge på, meddeler ministeren.

/ritzau/