Minister: Ejendomsvurderinger skal være mere nøjagtige

Skrevet af admin

11/09/2014

Mest læste i dag

Et nyt system til ejendomsvurderinger skal være "langt mere" træfsikkert end den model et ekspertudvalg har fremlagt torsdag, siger skatteminister Benny Engelbrecht (S).

Han vil dog ikke ind på, hvor meget bedre, det nye system skal være.

Cirka en tredjedel af alle parcelhuse vil i fremtiden også blive vurderet forkert i forhold til salgpriserne med op til 20 procent, lyder det eksempelvis fra udvalget.

- Det skal være langt mere træfsikkert end det gamle system og end den nye model, siger Engelbrecht.

Han hæfter sig ved, at ekspertudvalgets formand, tidligere koncernchef i Nykredit Peter Engberg Jensen, har udtalt, at modellen kan forbedres, og at udvalget kun har udstukket de overordnede linjer.

- Vi kan sagtens opnå større træfsikkerhed. Men jeg vil ikke lægge mig fast på konkrete mål, siger han.

/ritzau/