Minister: Kritik af Skat er helt i orden

Skrevet af admin

22/04/2015

Dagens topnyheder

Det er helt i orden, at Folketingets skatteudvalg onsdag udtalte bred politisk kritik af Skat i den såkaldte skattely-sag, mener skatteminister Benny Engelbrecht (S)

- Jeg har selv tidligere kritiseret Skat i denne sag, og derfor deler jeg fuldstændig kritikken fra Skatteudvalget. Den er helt på sin plads.

- Derfor har jeg også indskærpet over for Skat, at der skal være fuldstændig styr på, hvordan man håndterer lignende sager fremover, siger han i en kommentar til Ritzau.

Skattely-sagen drejer sig om, at Skatteministeriet i 2010 blev tilbudt oplysninger om flere end 300 danske skattely i Schweiz, men undlod at reagere på dem.

De hemmelige bankkonti befandt sig i storbanken HSBC.

Benny Engelbrecht siger, at meget er strammet op i Skat, så der ikke sker noget lignende igen.

- I dag har Skat langt flere værktøjer til at dæmme op for skattely, og vi har fra regeringens side tilført flere ressourcer, senest i finansloven.

- Derfor er jeg fortrøstningsfuld i forhold til, at Skat i dag er langt bedre rustet på området, siger Benny Engelbrecht.

Enhedslisten er dog fortsat ikke tilfreds med den foreliggende redegørelse og vil som tidligere bebudet have foretaget en uvildig advokatundersøgelse af, hvad der præcis foregik i Skat tilbage i 2010, da tilbuddet om at købe de schweiziske oplysninger indløb.

/ritzau/