Minister: Lov om forældremyndighed til drabsdømte ændres

Skrevet af admin

28/04/2015

Mest læste i dag

Drabsdømte fædre eller mødre skal ikke længere have fortrinsret til at få tildelt forældremyndigheden over deres børn, hvis de har slået den anden forældre ihjel Derfor skal forældreansvarsloven ændres. Barnets bedste skal altid være det vigtigste fokus.

Det kræver en ændring af forældreansvarslovens § 15, siger socialminister Manu Sareen tirsdag efter et møde med Folketingets socialordførere.

- I hver enkelt sag skal der laves en konkret vurdering af, om det vil være bedst for barnet, at den længstlevende har forældremyndigheden, eller om det bedste for barnet er, at en helt tredje får ansvaret, siger Manu Sareen.

Forslaget til en lovændring kommer efter, at socialministeren for knap tre uger siden bad sit ministerium gå området efter i sømmene og bl.a. afdække, hvor mange sager, der har været de seneste år.

- Lovgivningen i dag sender et forkert signal. Hensynet til barnet må og skal altid være omdrejningspunktet i de her tragiske og voldsomme sager, hvor den ene forælder slår den anden ihjel, siger Manu Sareen i en pressemeddelelse.

- Der skal i lovgivningen ikke herske tvivl om, at barnets bedste er altafgørende - også i disse dybt tragiske sager. Derfor skal vi se med friske øjne på lovgivningen, siger socialminister Manu Sareen.

Fra 2010 til 1. kvartal i år har der været seks sager i Statsforvaltningen, hvor en far eller mor har dræbt eller er sigtet for at have dræbt ægtefællen.

Regler om forældremyndighed ved forældredrab findes i forældreansvarslovens § 15. Her fremgår det, at forældremyndigheden som udgangspunkt skal blive hos den overlevende forælder, med mindre afgørende hensyn til barnet taler imod -

/ritzau/