Minister om nye jobtal for flygtninge: En falliterklæring

Skrevet af admin

08/03/2015

Dagens topnyheder

Den politiske målsætning om at få flygtninge i arbejde er slået fuldstændig fejl. Tre ud af fire flygtninge, der kom til Danmark for mere end 10 år siden, er ikke kommet ind på arbejdsmarkedet.

Det viser en analyse fra Dansk Arbejdsgiverforening (DA) ifølge Berlingske.

Konkret har DA undersøgt, hvor mange af de 7700 flygtninge, der ankom i årene mellem 2000 og 2003, der havde fundet sig et job 10 år senere. Altså mellem 2010 og 2013.

Kun en fjerdedel havde et arbejde 10 år efter ankomsten, viser undersøgelsen.

Regeringen betegner tallene som "skræmmende", mens DA's administrerende direktør, Jørn Neergaard Larsen, beskylder myndighederne for at have svigtet.

- Det er katastrofalt, at vi er så dårlige til at integrere flygtninge på det danske arbejdsmarked. Det er hverken i orden i forhold til vores flygtninge, og som samfund har vi simpelthen ikke råd til at overlade denne gruppe til overførselsindkomster. De danske myndigheder har virkelig svigtet, siger han til Berlingske.

Regeringen ser med "stor alvor" på den lave beskæftigelse blandt flygtninge.

Økonomi- og indenrigsminister Morten Østergaard fra De Radikale betegner det som en "falliterklæring", mens den socialdemokratiske beskæftigelsesminister Henrik Dam Kristensen kalder det "dybt skræmmende".

- De her tal vidner i uhyggelig grad om, at vi slet ikke har gjort det godt nok i Danmark, når det gælder integration. Det er til stor skade for både flygtninge og samfundet, siger han til Berlingske.

Det er uvist, hvor meget problemet med de mange flygtninge uden for arbejdsmarkedet koster statskassen, men en analyse fra Rockwool Fondens Forskningsfond har vist, at underskuddet generelt for ikke-vestlige indvandrere er på 16,6 milliarder kroner om året.

/ritzau/