Minister står fast på kystbyggeri trods proteststorm

Skrevet af admin

09/10/2015

Dagens topnyheder

Miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen (V) står fast på planerne om at åbne op for mere byggeri ved kysterne, selv om Danmarks Naturfredningsforening (DN) fredag overrakte hende godt 123.000 protestunderskrifter.

- Det er vores politiske ansvar at give muligheder for nogle byggeprojekter rundt omkring i landet til gavn for både turisme og beskæftigelse, siger Eva Kjer Hansen til Ritzau.

Hun mener, at Danmarks Naturfredningsforening overdramatiserer omfanget af de lempelser af planloven, som et bredt flertal af folketingets partier har lagt op til.

- Jeg spekulerer lidt på, om folk helt ved, hvad de har skrevet under på. Jeg har ingen ønsker om at klistre de danske kyster til i byggeri, som man kunne få indtrykket af.

- Men Danmark skal heller ikke være et frilandsmuseum, og vi skal være mere fleksible over for at give plads til nogle konkrete projekter rundt i landet, siger ministeren.

Et politisk flertal har aftalt en forsøgsordning, hvor ti kommuner til efteråret får lov til at gå i gang med byggeprojekter langs kysterne under lempeligere vilkår end normalt.

Men blandt andet Danmarks Naturfredningsforening er dybt bekymret over, at ministeren taler om at fordoble antallet af forsøg fra 10 til 19, allerede inden de første forsøgskommuner er udvalgt.

- Som jeg har set projekterne, kan flere fint passe ind og give muligheder for udvikling i nogle områder i forhold til øget turisme og beskæftigelse.

- Men der er et politisk forlig. Så vi må drøfte i Folketinget, om de aftalte projekter rækker, eller om der er flertal for flere, siger Eva Kjer Hansen.

Hun mener, at det også handler om at imødekomme de mange brugere af naturen.

- Det er da godt, når flere gerne vil køre på mountainbike i naturen eller bade. Hvorfor skal de så ikke have lov at få en sti, en badebro eller en sauna, spørger ministeren.

/ritzau/