Minister: Venstre-kujoner vil sylte energiomstilling

Skrevet af admin

26/02/2015

Dagens topnyheder

Venstre vil droppe det langsigtede mål for dansk klimapolitik, der siger, at vi skal være helt fri for olie, gas og kul i energiforsyningen i 2050 - et mål, der ellers blev foreslået af den tidligere VK-regering, og som den nuværende regering er tilhænger af.

Men Venstres udmelding vækker vrede hos den nuværende klima- og energiminister Rasmus Helveg Petersen (R).

- Jeg synes, det er forkert, kortsigtet og noget kujoneri. Det er en undskyldning for at kunne gemme sig. Og jeg tror, at det vil være stærkt skadeligt.

- Erhvervslivet har brug for ambitioner og faste rammer. Vi har tilkæmpet os en position, som nummer et i verden på dette område.

- Det er en fordel, siger Rasmus Helveg Petersen og henviser til Apple, der lige har investeret over seks milliarder kroner i Danmark på grund af "vores grønne energipolitik".

Også Enhedslistens klima- og energiordfører, Per Clausen, er rasende. Han mener, det er i direkte modstrid med det, Venstre har tilsluttet sig med energiaftalen fra 2012.

- Venstre har i energiaftalen tilsluttet sig, at de vil medvirke til at realisere "målet om udfasning af fossile brændsler". Denne målsætning tager de nu afstand fra, og det kan kun tolkes således, at de ikke længere er med i energiaftalen, mener Per Clausen.

SF's klima- og energiordfører Steen Gade mener, at Venstre endelig bekender kulør. Og farven er sort.

- For nylig proklamerede partiet, at man vil lade landmændene forurene mere til stor skade for naturen og klimaet. I går fremgik det, at Venstre vil åbne helt op for byggeri ved kysterne, og nu løber man så fra sit eget ambitiøse klimamål.

- Vi vil tværtimod gå en helt anden vej. Vi skal være ambitiøse og udfase kul allerede i 2030. Det skylder vi de næste generationer, og tilmed skaber den grønne omstilling jo også arbejdspladser i Danmark, siger Gade.

/ritzau/