Et af Vardes vartegn blev tidligt lørdag morgen forsøgt stjålet af ukendte gerningsmænd.
Den cirka 100 kilo tunge kalv af bronze blev fjernet fra sin sokkel på Nørrevold i den sydvestjyske by. Men tyvene gav tilsyneladende op og efterlod kalven cirka 100 meter derfra.
- Der var heldigvis et vidne, der havde bemærket det og konstaterede, at den var gemt nede i en gyde, siger vagtchef Ivan Gohr Jensen fra Syd- og Sønderjyllands Politi.
- Jeg tror simpelthen, at de er blevet overrasket under tyveriet, tilføjer vagtchefen.
Det er endnu uvist, hvordan kalven er blevet fjernet fra sit fundament. Den cirka 80 centimeter høje kalv er blevet kørt til politistationen i en sækkevogn, lyder det.
- Så nu skulle den være i trygge rammer igen, siger Ivan Gohr Jensen.
Tyveriet fandt sted omkring klokken 04:40.
/ritzau/