En chauffør, som formodes at have kørt en lastvogn med 71 døde migranter om bord på en østrigsk motorvej, vil blive udleveret til Østrig, siger en talskvinde for en domstol i Bulgarien til det franske nyhedsbureau AFP.
Den regionale Montana-domstol har truffet afgørelsen om en udlevering af Tsvetan Tsvetanov til Østrig, siger Svetla Stanimirova, som er officiel talskvinde for domstolen i det nordvestlige Bulgarien.
Den 32-årige mand, der blev anholdt i Bulgarien kort efter tragedien, er anklaget for uagtsomt manddrab i forbindelse med grov forsømmelighed, ligesom han er anklaget for at tilhøre et kriminelt netværk.
- Min klient er uskyldig. Det var os, der anmodede om udleveringen til Østrig, da det er den eneste måde, hvorpå vi kan bevise, at han er uskyldig, siger den 32-åriges advokat, Svetlin Slavkov.
De omkomne - 59 mænd, otte kvinder og fire børn - menes at være blevet kvalt af luftmangel op til to døgn før lastvognen blev opdaget og undersøgt ved motorvej A4 nær Wien. Det var vejarbejdere, som så "væsker fra lig i opløsning" dryppe fra lastbilens bund.
I sidste uge sagde politiet, at kun 10 af ofrene er blevet identificeret indtil nu - alle irakere.
Der blev fundet "syriske rejsedokumenter" i lastbilen blandt de delvist opløste lig.
Lastbilen stammer fra en fjerkræfabrik i Slovakiet. Den blev solgt sidste år og kørte på ungarske nummerplader.
Som led i skærpet overvågning stopper politiet hver eneste lastbil og bil i et forsøg på at fange menneskesmuglere, som tjener penge på mennesker på flugt fra krig og forfølgelse.
Fundet af de 71 omkomne flygtninge i Østrig fik Europol til at indse, at langt flere kriminelle var involveret i menneskesmugling end hidtil antaget.
Europol har tidligere vurderet, at mafiabander fra Balkan står bag en stor del af trafikken med at fragte personer ulovligt over grænserne til lande i Nordeuropa.
/ritzau/AFP