Mitt Romneys kapitalfond vil købe dankortet

admin

|

19/03/2014

Dagens topnyheder

Det er ikke en hvilken som helst kapitalfond, der tilsyneladende snart bliver medejer af dankortet og den økonomiske infrastruktur i Danmark.

Bain Capital, som af flere medier udnævnes som favorit til at vinde budkrigen om Nets sammen med Advent og ATP, er en af de største og mest omdiskuterede kapitalfonde i USA.

- Bain Capital spillede en meget central rolle i den seneste amerikanske valgkamp, siger USA-analytiker Mads Fuglede, som samtidig er folketingskandidat for Venstre.

Den republikanske præsidentkandidat Mitt Romney var nemlig med til at starte kapitalfonden for omkring 30 år siden, og hans fortid som topchef i Bain Capital blev brugt imod ham i Demokraternes valgkampagne i 2012, fortæller Mads Fuglede.

Mitt Romney fik kritik for at gå til valg på at ville skabe job med sin baggrund i en kapitalfond, som i det amerikanske især er kendt for at opkøbe mindre virksomheder for at få gevinst ud af dem - ofte med fyringer som konsekvens.

Ifølge Mads Fuglede benyttede modstanderne i Demokraterne sig af, at kapitalfonde ikke ligefrem er populære i den amerikanske befolkning.

- Kapitalfonde omstrukturer jo ofte virksomheder, sælger ting fra og afskediger folk, fordi de skal have en gevinst ud af deres investeringer.

- De gør jo egentlig ikke noget ulovligt, men mange mennesker opfatter den måde at drive virksomhed på som forkert, siger han.

Blandt andet florerede videoer af arbejdere, der havde mistet deres job i virksomheder, som var blevet overtaget af Bain Capital.

Republikanerne svarede igen med andre videoer, som handlede om, hvordan kapitalfonden omvendt havde fået andre virksomheder til at vokse.

Mitt Romney forlod sin toppost i Bain Capital omkring 2002.

Flere medier erfarer, at et salg af bankernes betalingssystem Nets er meget tæt på at falde på plads.

De seneste dage har blandt andet Berlingske Business og Børsen beskrevet, at de to amerikanske kapitalfonde Bain og Advent sammen med den danske pensionsgigant ATP har afgivet et bud på Nets på 15-17 milliarder kroner.

Både ATP og Nets siger til Ritzau, at man ikke kommenterer salget på nuværende tidspunkt.

Advent er i følge Jyllands-Posten ikke et ukendt navn i Danmark. Kapitalfonden købte i oktober 2012 KMD, som er storleverandør af systemer til det offentlige.

Efter et år meldte Advent ud, at der skulle fyres ti procent af de ansatte i KMD - svarende til 275 medarbejdere.

Ifølge Børsen er der i alt fire interesserede købere tilbage i salgsprocessen om Nets, men Bain, Advent og ATP ligger altså til at løbe med sejren.

/ritzau/