Mobilsurfing bliver lovligt på flyveren

Skrevet af admin

14/11/2013

Dagens topnyheder

Tiden, hvor det ikke er muligt at bruge sin mobiltelefon eller tablet til at surfe på flyveren, er måske snart forbi.

Torsdag har EU-Kommissionen i hvert fald banet vejen for, at flyselskaberne kan tillade mobile dataforbindelser over europæisk luftrum.

Helt konkret drejer det sig om, at det hidtil har været forbudt for flyvere i EU's luftrum at have en antenne om bord, der gjorde det muligt for passagererne at bruge 3G- og 4G-forbindelser på mobilenheder.

Hidtil har det været tilladt i over 3000 meters højde at have sendere til den ældre generation af mobilforbindelser, som hovedsageligt kan bruges til tale og sms.

Med tilladelsen åbnes døren for, at luftfartsselskaberne kan tilbyde mobildata i luften - det er op til selskaberne selv, om det bliver indført i praksis. Det vil dog fortsat kun være lovligt i over 3000 meters højde.

Modellen vil typisk fungere i stil med roaming-modeller, hvor man betaler via sin mobilregning.

Hidtil har det været ulovligt at udbyde forbindelserne af frygt for, at der kunne forstyrre flyvernes udstyr til radioforbindelser til landjorden.

Med det tilladte system vil flyvemaskinerne have en antenne, som er forbundet til netværket på jorden via en satellit, indtil en sikker model for direkte kommunikation til landjorden er på plads.

Samtidig vil flyveren have en radio-afskærmning for at sikre, at passagerernes mobilenheder ikke forsøger at få forbindelse med antenner på landjorden.

Nogle luftfartsselskaber tilbyder allerede trådløst internet om bord.

Onsdag kom det desuden frem, at der snart vil blive lempet på reglerne, så musikafspillere og andre elektroniske enheder kan bruges i alle faser af en flyvetur.

Hidtil har det været forbudt at have tændte elektroniske enheder, under start og landing, samt når flyet kørte til terminalen.

/ritzau/