Mørkøv skuffet over sig selv: Kunne ikke hjælpe Contador

Skrevet af admin

09/07/2014

Mest læste i dag

Tinkoff-Saxo led et alarmerende tidstab på 5. etape af Tour de France, da holdets kaptajn blev sat af efter styrt, og på målstregen kunne se sig distanceret med 2,35 minutter til løbets førende rytter Vincenzo Nibali.

Michael Mørkøv var en af de tre ryttere, som skulle beskytte Contador og hjælpe ham frem, men danskeren havde en dårlig dag.

- Jeg er meget skuffet over, at jeg ikke kunne sidde med fremme. Jeg måtte slippe allerede efter det første pavéstykke, da vi kom ud i sidevinden.

- Vi kom egentlig op til feltet igen, men jeg nåede ikke frem. Så jeg er skuffet over, at jeg ikke kunne levere en bedre indsats i dag, siger Mørkøv.

Alt i alt var nedturen dog meget større hos Sky, hvor favoritten Chris Froome måtte udgå efter to styrt - tre på de seneste to dage.

- Der er sket store forskelle i klassementet, men vi kan ikke gøre andet end at komme op på hesten og forsøge at vinde det tabte ind igen, siger Mørkøv og påpeger, at bjergene kan ændre meget.

Danskeren er lettet over, at flere af hans holdkammerater kunne tage over, da han selv var i problemer.

- Heldigvis havde vi et par andre stærke ryttere siddende med fremme, Michael Rogers og Nicolas Roche, og de kørte helt fantastisk med Daniele Bennati. De sad med Alberto fremme, siger Mørkøv.

Danskeren havde sammen med Nikolaj Trusov og Daniele Bennati fået til opgave at støtte Contador på etapen.

/ritzau/