Mogens Jensen: Ugandas antihomolov skal omstødes

Skrevet af admin

22/03/2014

Dagens topnyheder

Fængselsstraf på livstid til homoseksuelle er i strid med menneskerettighederne.

Det har handels- og udviklingsminister Mogens Jensen (S) slået fast, da han lørdag mødtes med repræsentanter fra Ugandas regering.

- Jeg har klart markeret overfor sundhedsministeren, og lige om lidt vil jeg gøre det samme overfor premierministeren, at loven strider mod menneskerettighederne og bør tages af bordet, siger han.

I sidste måned underskrev Ugandas præsident den omstridte antihomolov, og som reaktion har Danmark omdirigeret 50 millioner bistandskroner fra den ugandiske stat og over til NGO'er .

Danmark støtter Uganda med 310 millioner kroner, og blandt andet fordi Danmark giver et væsentligt bidrag, mener Mogens Jensen, at kritikken vejer tungt.

- Det har betydning, også fordi vi bestemt ikke er alene. Stort set hele verdenssamfundet har taget afstand fra loven. Men det er klart, at Uganda også har en indre politisk situation at tage hensyn til, siger han.

Antihomoloven er blevet indbragt for landets forfatningsdomstol. Hvis den ikke bliver omstødt, gælder det ifølge ministeren om, at den i praksis kommer til at gøre mindst mulig skade.

- Jeg har allerede opnået et første resultat. Sundhedsministeren har garanteret, at ingen vil blive nægtet adgang til sundhedsydelser og andre offentlige ydelser, siger han.

Mogens Jensen er selv homoseksuel, og han fortæller, at det er en mærkelig følelse at være i et land, hvor det kan give livsvarigt fængsel.

- Men jeg er her for at repræsentere Danmark, og jeg er glad for at være et eksempel på, at det som homoseksuel er muligt at opnå en af landets højeste politiske poster, siger han.

- Jeg fortalte det til repræsentanterne for LGBT-organisationer for at eksemplificere, at selvom det er en hård kamp, kan den lykkes, siger han.

/ritzau/