Monaco tager afsked med Ranieri som træner

Skrevet af admin

20/05/2014

Dagens topnyheder

Den italienske toptræner Claudio Ranieri er fortid i den storsatsende franske fodboldklub Monaco, fortæller klubbens vicepræsident Vadim Vasilyev tirsdag eftermiddag.

Den tidligere Chelsea-manager har stået i spidsen for Monaco i de seneste to sæsoner, og i den forgangne sæson blev det til en andenplads i den bedste franske fodboldrække. Det var Paris Saint-Germain, som vandt mesterskabet.

Ranieri, som blev ansat i 2012, da Monaco lå i den næstbedste række, var med til at rykke op med Monaco og etablere holdet i toppen af fransk fodbold.

- Jeg kan bekræfte, at Claudio Ranieri forlader os snart. Vi har besluttet at gå hvert til sit. Jeg vil gerne rose Claudio Ranieri, som har gjort et godt stykke arbejde, siger Vasilyev på en pressekonference.

- Det er aldrig nemt at tage en klub fra den næstbedste række og bringe den frem til Champions League. Men vi mener, at det er på tide at finde en ny dynamik i klubben, forklarer Vasilyev.

Han fortalte desuden, at der fortsat mangler "nogle detaljer" i forhold til ansættelsen af en ny træner.

På rygteplan er Sporting Lissabons cheftræner Leonardo Jardim blevet nævnt som Ranieris erstatning.

/ritzau/