Morten Helveg bakker op om kvoteordning

Skrevet af admin

29/04/2015

Mest læste i dag

EU-kommissionsformand Jean-Claude Juncker vil arbejde på et kvotesystem, hvor flygtninge bliver fordelt geografisk i hele EU.

Det er der masser af fornuft i, lyder det fra den radikale EU-parlamentariker Morten Helveg, der er medlem af den liberale gruppe Alde.

- Det er for mig at se en af de eneste veje frem, hvis vi vil mere solidarisk politik på området.

- Diskussionen om et fælles asylsystem - herunder også diskussionen om kvoter - trænger sig mere og mere på i mangel af bedre løsninger, siger han og henviser til Aldes udspil på området, der kom for nylig.

Det var under en debat i parlamentet i Strasbourg, at Juncker kom med udmeldingen. Han påpegede blandt andet, at EU-lederne skulle have brugt sidste uges topmøde til at "vise vores fælles vilje til at fordele flygtninge geografisk i hele EU".

EU-parlamentariker Jeppe Kofod (S) synes, at det er fint, der er fokus på området.

- Det er en række øst- og sydeuropæiske lande, der springer over og ikke tager deres andel af asylansøgere. Det, synes jeg, er et problem, siger han.

På spørgsmålet om en kvoteordning er en god eller dårlig idé, henviser Jeppe Kofod til, at Danmark står uden for det fælles asylsamarbejde.

- Vi kan med vores egen nationale politik leve op til vores solidariske ansvar, og det gør vi i den grad også i Danmark, siger han.

EU-parlamentariker for Venstre Ulla Tørnæs vil heller ikke kommentere, om hvorvidt hun synes, at en kvoteordning er vejen frem for EU's asylpolitik.

- Så længe vi ikke er en del af det, så skal vi ikke bestemme, hvordan de andre skal indrette det, siger hun.

Danmark står uden for EU's fælles udlændingepolitik, fordi vi har et retsforbehold. Senest marts 2016 skal der være folkeafstemning om erstatte retsforbeholdet med en tilvalgsordning.

Men selvom det ender med et ja, kommer Danmark stadig til at stå uden for en fælles asylpolitik.

/ritzau/