Moskeer er udsat for angreb i Frankrig

Skrevet af admin

08/01/2015

Mest læste i dag

Flere angreb ryster den franske hovedstad, Paris, efter onsdagens massakre på det franske satiremagasin Charlie Hebdo.

Senest er flere moskeer i Frankrig blevet udsat for angreb, mens en kvindelig betjent har mistet livet torsdag middag. Det oplyser franske myndigheder ifølge nyhedsbureauet AFP.

Det vides endnu ikke, om angrebene har nogen forbindelse til onsdagens skyderier på satiremagasinet, som kostede 12 personer livet og sårede flere.

De formodede gerningsmænd bag onsdagens angreb er fortsat på fri fod.

Desuden har der været en eksplosion mod en kebab-butik, der ligger tæt på en moské i den østlige del af den franske by Villefranche-sur-Saône, lyder det fra embedsmænd.

Der er ikke forlydender om dræbte eller sårede.

- Det er en kriminel handling, siger en lokal embedsmand og tilføjer, at en efterforskning allerede er indledt.

Torsdag middag mistede en kvindelig betjent livet efter at være blevet hårdt såret ved en skudepisode i det sydlige Paris.

En politikilde siger til AFP, at en mand iført skudsikker vest torsdag morgen affyrede skud med en automatriffel mod politiet. Skudepisoden skal være sket i nærheden af Porte de Chatillon.

Tusindvis af politifolk deltager i jagten på de formodede gerningsmænd fra gårsdagens angreb.

Fransk politi har udstedt arrestordre på den 32-årig Cherif Kouachi samt den 34-årige storebror Said Kouachi, som mistænkes for at stå bag massakren. Begge er født i Frankrigs hovedstad, Paris.

En tredje mistænkt har meldt sig selv til politiet natten til torsdag.

/ritzau/