Mourinho: CL-exit kan gavne Chelsea i Premier League

admin

|

20/03/2015

Dagens topnyheder

Mens der fredag blev trukket lod til kvartfinalen i Champions League, kunne Chelsea blot se på hjemmefra.

London-klubben blev sendt ud i 1/8-finalen af Paris Saint-Germain, som nu møder FC Barcelona, og Chelsea-manager Jose Mourinho forsøger at finde det positive frem i skuffelsen over at være røget tidligt ud i turneringen.

- Jeg ville foretrække at være i kvartfinalen, da det vist kun er anden gang i min karriere, at jeg ikke er kommet frem til kvartfinalen.

- Det faktum, at vi er røget ud, er frustrerende, men det giver os en situation, hvor vi kan arbejde ordentligt, restituere ordentligt og slutte sæsonen af på en stærk måde, siger Mourinho ifølge Reuters.

Havde det været Chelsea i kvartfinalen i stedet for PSG, så ville Chelsea have haft et heftigt kampprogram mod slutningen af april med kampe mod Barcelona, Manchester United, Barcelona igen og Arsenal.

Chelsea topper Premier League med seks point ned til Manchester City. Chelsea har endda spillet en kamp mindre end forfølgeren. Søndag skal Chelsea en tur til Hull.

/ritzau/