Mulig Wozniacki-modstander ryger ud af Australian Open

Skrevet af admin

18/01/2016

Dagens topnyheder

Den tidligere French Open-finalist Sara Errani er ude af Australian Open efter en kamp i tre sæt mod Margarita Gasparyan. Det er grand slam-turneringens første store overraskelse.

Errani stod til at møde danske Caroline Wozniacki, hvis begge spillere avancerede til tredje runde i Melbourne.

Omvendt er storfavoritten Serena Williams, som Wozniacki kan møde i fjerde runde, videre efter sin første kamp i den australske storby.

Den amerikanske verdensetter slog Camila Giorgi fra Italien i to sæt. Cifrene 6-4 og 7-5 vidner dog om, at Williams ikke kom let til sejren.

I kampen mellem Sara Errani og russiske Margarita Gasparyan lagde Errani bedst ud, da Gasparyan i begyndelsen af kampen blev rykket rundt på banen af den 17.-seedede italiener, der gjorde kort proces og vandt sættet 6-1.

Men den noget mere hårdtslående russer vendte op og ned på kampen. Andet sæt blev en tæt affære, hvor Gasparyan fik sendt den lille italiener på løbeture rundt på banen og til sidst sejrede med 7-5.

Det blev tilsyneladende for meget modstand for Errani, der virkede opgivende i tredje sæt, som hun tabte 1-6.

Margarita Gasparyan møder i anden runde vinderen af kampen mellem japaneren Kurumi Nara og Oceane Dodin fra Frankrig.

I tredje runde vil vinderen af den kamp altså løbe ind i Caroline Wozniacki, hvis danskeren formår at avancere fra sine to første runder.

/ritzau/