Musikchefen for Roskilde Festival trækker sig

Skrevet af admin

11/07/2014

Mest læste i dag

Dette års Roskilde Festival har været den sidste for Rikke Øxner - eller i hvert fald i positionen som festivalens musikalske førstedame og kunstneriske direktør.

Over for Politiken bekræfter den garvede musikboss, at hun med udgangen af juli træder helt ud af sin chefrolle som musikbooker for Roskilde Festival. For nuværende har hun dog ikke et andet job i horisonten eller konkrete planer for fremtiden.

- Det har ikke været en nem beslutning. Roskilde Festival er en livslang kærlighed, siger Rikke Øxner til Politiken og fortsætter:

- Men mine år på festivalen har givet mig et væld af erfaringer, som jeg har utrolig stor lyst til at bringe i spil i en anden sammenhæng.

- Og jeg synes, jeg har nået en alder og står et sted i mit arbejdsliv, hvor det skal være nu, hvis jeg skal nå at opleve faglige udfordringer uden for festivalregi, lyder det fra 49-årige Rikke Øxner.

Gennem 20 år har den nu afgående direktør arbejdet for Roskilde Festival. Først startede hun fra bunden som lærling, før hun i 2002 overtog ansvaret for den musikalske planlægning.

Derudover har Rikke Øxner løbende været talskvinde for festivalen, der hvert år lægger scene for en musikfest med tusinder af besøgende.

- Roskilde Festival er min eneste arbejdsplads. Jeg blev kapret hertil direkte fra studierne og har ikke lyst til at gå på pension engang fra den samme arbejdsplads, siger Rikke Øxner og tilføjer:

- Nu vil jeg tænke over, hvad jeg skal lave i resten af mit arbejdsliv.

Den 21. august vil Rikke Øxner afholde en afskedsreception i Vega i København.

/ritzau/