Muslimsk fond afviser tilbud om at begrave død islamist

Skrevet af admin

04/08/2016

Dagens topnyheder

Dansk Islamisk Begravelsesfond har aldrig tilbudt at begrave den franske islamist Adel Kermiche, der døde i forbindelse med et angreb i en fransk kirke. Og fonden kommer heller ikke til det.

Det oplyser Bashir Ahmad Nazmi, der er formand for Dansk Islamisk Begravelsesfond, i en mail til Ritzau. Det er Dansk Islamisk Begravelsesfond, der driver den muslimske gravplads i Brøndby.

Ifølge en artikel i Jyllands-Posten har Kasem Said Ahmad, fondens næstformand, tilbudt at begrave Adel Kermiche, hvis familien til den afdøde henvendte sig.

Adel Kermiche var en af de to gerningsmænd, der skar halsen over på og dræbte en katolsk præst i den franske by Saint-Etienne-du-Rouvray. Angrebet er blevet beskrevet som "terror" af de franske myndigheder.

Siden har de lokale muslimske forkyndere nægtet at begrave ham.

Onsdag sagde Kasem Said Ahmad, der ifølge Jyllands-Posten forestod begravelsen af Omar el-Hussein, at han anser de franske imamers beslutning som forkert.

- Hvis vi fik en henvendelse fra familien om at begrave ham, så ville vi gøre det, så siger vi ikke nej, sagde han ifølge Jyllands-Posten.

I artiklen er han præsenteret som formand for Dansk Islamisk Begravelsesfond, og artiklen fik flere politikere til at fordømme udtalelsen, ligesom internationale medier gengav historien.

Til Ritzau siger Kasem Said Ahmad, at han ikke taler på vegne af Dansk Islamisk Begravelsesfond.

I en mail skriver formanden i fonden, Bashir Ahmad Nazmi, at fonden hverken har tilbudt at begrave Adel Kermiche eller vil begrave ham, hvis familien henvendte sig.

- Begravelsespladsen er for muslimer i Danmark, skriver han i mailen.

- Hvis en muslimsk familie i Danmark ønsker en begravelse (på, red.) den muslimske gravplads, er det ok med os.

Den muslimske gravplads i Brøndby er landets eneste, der ikke ligger i forbindelse af en kirke.

/ritzau/