Nadal og Djokovic står til tidligt gigantmøde

Skrevet af admin

22/05/2015

Mest læste i dag

Selv om man har vundet turneringen ni gange og er forsvarende vinder, bliver der ikke givet ved dørene, når der er lodtrækning i de store tennisturneringer.

Det må Rafael Nadal sande fredag. Spanieren er på det seneste røget ned som nummer syv på verdensranglisten og er på den måde kun seedet til kvartfinalen ved French Open.

Da sidste års kvindelige vinder Maria Sharapova fredag middag trak lod for mændene, magede hun det sådan, at Nadal står til at rende ind i den værst tænkelige modstander i kvartfinalen.

Hvis spanieren når så langt, må han forvente, at Novak Djokovic står på den anden side af nettet. De to har haft masser af interessante opgør i de senere år, men det har som oftest været i finaler.

- Ja, det er ret mærkeligt. Det er aldrig sket før, siger Rafael Nadal ifølge nyhedsbureauet AFP.

- Men for at komme til kvartfinalen er jeg nødt til at spille fire kampe. Jeg skal være klar allerede fra første runde, fortsætter spanieren.

Nadal besejrede Djokovic i finalerne i 2014 og i 2012, men nu er serberen klar favorit.

Djokovic vandt Australian Open i januar, og han har i år vundet Masters-turneringer i Indian Wells, Miami, Monte Carlo og Rom. Djokovic kommer til Paris med en serie på 22 kampe i træk uden nederlag.

Andre kvartfinalekampe kan blive Roger Federer mod Stanislas Wawrinka i et rent schweizisk opgør, Andy Murray mod David Ferrer og Tomas Berdych mod Kei Nishikori.

/ritzau/