Nadal tager til Australian Open med sejr i bagagen

Skrevet af admin

05/01/2014

Mest læste i dag

Verdensetteren Rafael Nadal sikrede sig lørdag en god start på tennisåret med en turneringssejr i Qatar Open over franskmanden Gaël Monfils.

Turneringssejren i tre sæt 6-1, 6-7, 6-2 var Nadals nummer 61 - han stryger dermed forbi André Agassi og er nu den ottende mest vindende tennisspiller nogensinde.

- Jeg er glad for at begynde sæsonen på denne måde. Det er første gang, at jeg har vundet en titel i årets første uge, og det er en fantastisk måde at begynde sæsonen, siger spanieren.

Turen går nu videre til Melbourne, hvor årets første grand slam-turnering, Australian Open, går i gang om en uges tid.

Her har Nadal ikke sejret i turneringen siden 2009. Og han indrømmer, at han synes, at turneringen er udfordrende.

- Det er svært, fordi Australian Open ligger så tidligt. Det ville være bedre, hvis den lå senere. Den kan kun være årets anden turnering, og det er en af de vigtigste. Det er lidt underligt, lyder det fra Nadal inden afgang til Australien.

De seneste tre år har Nadals største konkurrent til positionen i toppen af verdensranglisten, Novak Djokovic, vundet Australian Open. Sidste år var Nadal sågar ikke med i turneringen - han sad ude med en skade.

/ritzau/AFP