Forhandlingerne mellem flyselskabet Norwegian og de skandinaviske piloter er stødt på grund, og derfor optrappes konflikten i den kommende uge.
Lørdag morgen nedlagde 70 af flyselskabets piloter arbejdet, men fra og med onsdag vil resten af de skandinaviske piloter slutte sig til strejken. Det oplyser piloternes fagforening, Parat, til Ritzau.
- Alle vores piloter går i strejke fra og med onsdag. Det betyder, at ingen skandinaviske piloter vil møde ind på arbejde, siger kommunikationschef Arve Sigmundstad.
Kommunikationschefen oplyser, at strejken indbefatter omkring 650 skandinaviske piloter, hvoraf 100 af dem er danske.
Det er Norwegians skandinaviske datterselskab, Norwegian Air Norway, som piloterne ikke kan blive enige med om en fremtidig aftale. De største knaster i forhandlingerne er pension, løn og forsikring.
Norwegians ledelse mener, at selskabet ikke kan være konkurrencedygtig som følge af for høje omkostninger i Skandinavien.
Flyselskabets direktør beklager, at man ikke er nået til enighed med piloterne.
- Vi beklager på det stærkeste den usikkerhed, der nu er skabt over for vores passagerer. Vores mål har hele tiden været at undgå strejke og finde en løsning og få ro i selskabet.
- Nu vil vi gøre, hvad vi kan, for på bedst mulig måde at tage vare på berørte passagerer, siger Norwegians administrerende direktør, Bjørn Kjos, i en pressemeddelelse.
I Danmark har Norwegian dagligt over 50 afgange fra København, Aalborg og Billund, som kan blive berørt af konflikten.
Norwegians ledelse forsøger at få andre piloter, som ikke er omfattet af strejken, til at dække de afgange, som forventes at blive ramt. Piloternes fagforening har kritiseret manøvren, som de mener er skruebrækkeri, men det afviser ledelsen.
/ritzau/