Næste Wozniacki-modstander: Min karrieres største kamp

Skrevet af admin

01/07/2015

Dagens topnyheder

22-årige Denisa Allertova var en glad kvinde tirsdag aften. Ikke alene havde tjekken netop slået den højere rangerede landsmand Katerina Siniakova i tre sæt. Allertova havde også udsigt til karrierens foreløbige højdepunkt.

Torsdag skal hun i Wimbledons anden runde møde verdens nummer fem, Caroline Wozniacki.

- Det er helt sikkert den største kamp i min karriere, siger Denisa Allertova.

Som verdens nummer 83 slår hun normalt sine folder på mindre arenaer uden den store bevågenhed. Torsdag kan hun se frem til at prøve talentet af på en af de store scener. Bane 1 eller 2, ja måske endda Centre Court.

- Jeg er meget spændt på det og glæder mig til at spille på måske Centre Court eller bane 1. Det er en drøm for mig at få den chance. Jeg må bare gå ud og gøre mit bedste.

Den unge tjekke er bekendt med, at den danske modstander har en fortid som nummer et i verden, men faktisk har hun alligevel ikke det helt store kendskab til Wozniacki. Men respekten er der.

- Jeg ved, hun er en god og meget stærk spiller. Jeg har ikke set hende spille så meget, men en smule på tv. Jeg kender ikke så meget til hendes stil, erkender Allertova.

Hun vil hellere fokusere på sig selv, lader hun forstå, når hun med ganske få ord skal beskrive sig selv som spiller.

- Jeg fokuserer på mig selv og ikke så meget på modstanderen. Mit bedste slag er nok min forhånd, siger Allertova.

Hun deltager i en grand slam-turnering for tredje gang. De to første gange - i årets Australian Open og French Open - er anden runde blevet endestationen for tjekken.

Det kan blive tilfældet igen torsdag, hvis Caroline Wozniacki lever op til favoritværdigheden.

/ritzau/