Marginalerne er med De Konservative i Østjylland, hvor partiet lige akkurat holder fast i sit mandat, og det synes at sikre Naser Khader et comeback i Folketinget efter en turbulent periode og en pause fra politik.
Den tidligere partistifter af Ny Alliance meldte sig hos de trængte konservative i februar, og den 51-årige politiker har været med til at tegne partiets linje frem mod valget.
Blandt andet som frontfigur i forbindelse med en udskældt kampagne, hvor især budskabet "stop naziislamisme" har stået for skud. Den har Khader stejlt forsvaret hele vejen.
En anden profil i Østjylland, Yahya Hassan, kommer ikke i Folketinget. Han har fået færre end 1000 stemmer, og han skulle bruge 20 gange så mange.
Den dansk-palæstinensiske Aarhus-poet var opstillet som løsgænger, efter at Nationalpartiet opgav at blive opstillingsberettiget ved valget, og målinger op til valget havde ellers vist, at han sensationelt kunne sikre sig en plads i Folketinget.
De to helt store tabere i det østjyske er Venstre, som bliver næsten halveret fra syv til fire mandater, mens De Radikale kun får et enkelt mandat - mod tre ved valget i 2011.
De Radikales partileder, Morten Østergaard, som sidste år tog over efter Margrethe Vestager, løber formentlig med det enlige mandat.
/ritzau/