National kampagne skal stoppe matchfixing

Skrevet af admin

05/05/2015

Dagens topnyheder

Matchfixing er et stigende problem i mange sportsgrene, og det erkender man også fra højeste sted i dansk idræt.

Kulturministeriet, Danmarks Idrætsforbund (DIF), Dansk Boldspil-Union (DBU), Danish Online Gambling Association og Danske Spil er nu gået sammen om en landsdækkende kampagne, som skal komme problemet til livs.

Under sloganet "Sig noget, hvis du ser noget" opfordres eliteidrætsudøvere til at åbne munden, hvis de bliver udsat for hændelser, der kan have relation til matchfixing.

- Idrættens store udfordring er matchfixing. Snyd og aftalt spil ødelægger idrættens væsen og det fællesskab, mange finder i sporten, siger kulturminister Marianne Jelved i pressemeddelelsen for kampagnen.

- Men vigtigst af alt er det, at alle sportens ambassadører, idrætsfolkene, er med i kampen mod aftalt spil.

Det samme budskab lyder fra DIF-formand Niels Nygaard.

- Det er vigtigt, at myndigheder og spiludbydere står sammen med DIF-idrætten om at bekæmpe og forebygge matchfixing. Med den nye informationsindsats appellerer vi direkte til idrætsudøverne om at være med til at beskytte idrættens ånd og fair play.

Også hos Danske Spil, som står for udbud af spil i Danmark, ser man med stor alvor på problemet.

- Aftalt spil er ikke alene ødelæggende for sporten, men også for udbud af spil, lyder det fra H.C. Madsen, direktør i Danske Spil.

Kampagnen indeholder blandt andet 150 opsøgende klubbesøg for at informere, digital og viral informationskampagne, events og undersøgelser samt en 24-timers bemandet hotline til indberetning af hændelser.

/ritzau/