Nationalbanken har godt nyt til boligsælgerne

Skrevet af admin

17/06/2014

Dagens topnyheder

Nationalbanken forventer, at boligpriserne vil fortsætte stille og roligt med at genvinde tidligere tiders højder. I år vil priserne stige med 2,5 procent, i 2015 med 2,7 procent og i 2016 med hele tre procent, skriver banken i kvartalsoversigt for andet kvartal 2014.

For 2014 og 2016 er der tale om en opjustering af Nationalbankens seneste prognose, mens der for 2015 er tale om en uændret prognose.

- Får Nationalbanken ret i sin prognose, så betyder det, at en gennemsnitlig boligejer har udsigt til prisstigninger i de kommende år. Samtidig er der i alle årene udsigt til, at boligpriserne vil stige med mere end den almindelige inflation, siger Lise Nytoft Bergmann, boligøkonom i Nordea.

- Derved vil en gennemsnitlig boligejer ikke blot kunne få et højere beløb for sin bolig om nogle år i forhold til i dag, men også et beløb der kan veksles til flere goder nede i storcentret, end dem han ville kunne købe, såfremt boligen blev solgt i dag, siger hun i en kommentar.

Tager man udgangspunkt i et gennemsnitligt hus på 140 kvadratmeter til 1.525.000 kroner ved udgangen af 2013, og får Nationalbanken ret i sin prognose, så betyder det, at det pågældende hus kan sælges for 1.583.000 kroner ved udgangen af 2014.

Om to år - ved udgangen af 2015, kan det sælges for 1.616.000 kroner og for 1.673.000 kroner ved udgangen af 2016, viser Lise Nytoft Bergmanns beregninger.

- En gennemsnitlig boligejer forventes således ifølge Nationalbanken at blive ikke mindre end 148.000 kroner rigere på murstenspenge i perioden 2014 til udgangen af 2016. Det svarer til en gevinst på godt 4100 kroner om måneden, siger boligøkonomen.

/ritzau/