Nato-chef maner til ro mellem Tyrkiet og Rusland

Skrevet af admin

30/11/2015

Dagens topnyheder

Den tyrkiske premierminister, Ahmet Davutoglu, der mandag mødtes med Natos generalsekretær, Jens Stoltenberg, i Bruxelles, siger, at hans land under ingen omstændigheder vil undskylde for at have nedskudt et russisk kampfly ved grænsen til Syrien.

Han konstaterer, at den slags begivenheder er svære at undgå med to koalitioner, der kæmper i Syrien. Det er en henvisning til den amerikansk-anførte koalition og den russiske intervention i den syriske krig.

Davutoglu siger, at nedskydningen i sidste uge skete i selvforsvar og i tyrkisk luftrum. Eksperter har tidligere skønnet, at det russiske fly har været inde i tyrkisk luftrum i 17 sekunder.

- Intet land skal bede os om at undskylde, slår han fast. Det er ellers et krav fra Rusland.

- Beskyttelsen af vores luftrum og vores grænse er ikke bare en ret, men en pligt for min regering, og ingen tyrkisk premierminister eller præsident vil undskylde for at gøre vores pligt, siger han.

Episoden har udløst en alvorlig diplomatisk krise mellem Rusland og Nato-landet Tyrkiet.

I Moskva meddeler Kreml, at præsident Vladimir Putin ikke vil mødes med Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, under FN's klimatopmøde, der er indledt i Paris mandag.

Kreml siger også mandag, at Rusland indfører sanktioner over for tyrkiske landbrugsvarer, grøntsager og frugt. Tyrkiet har en betragtelig eksport af landbrugsvarer til Rusland.

Natos generalsekretær, Jens Stoltenberg, støtter Tyrkiets ret til at forsvare sig. Men han mener, at det nu gælder om at få ro på situationen.

De to russiske piloter i flyet sprang ud i faldskærm, men den ene blev dræbt af syriske oprørere.

Liget af den døde pilot vil mandag blive sendt til Moskva, oplyser den tyrkiske regering.

/ritzau/Reuters