Nato: Krim-afstemning var ulovlig

Skrevet af admin

17/03/2014

Dagens topnyheder

De 28 Nato-lande tager i en skriftlig erklæring mandag afstand fra søndagens folkeafstemning på Krim-halvøen, hvor et overvældende flertal af de afgivne stemmer støttede, at området løsriver sig fra Ukraine og bliver russisk.

- Vi betragter den såkaldte folkeafstemning, der blev holdt 16. marts i Ukraines Autonome Republik Krim, som både ulovlig og illegitim. Folkeafstemningen var i strid med både Ukraines forfatning og folkeretten, og de allierede anerkender ikke dens resultater.

- Vi finder desuden omstændighederne omkring afholdelsen af folkeafstemningen dybt mangelfulde og derfor uacceptable, hedder det i erklæringen, der blandt andet henviser til indgreb over for medierne, og at afstemningen foregik under en "militær intervention".

De betingelser fratager ifølge Nato afstemningen enhver troværdighed.

- Vi opfordrer Den Russiske Føderation til at nedtrappe situationen og herunder at indstille al militær aktivitet over for Ukraine. Den såkaldte folkeafstemning underminerer bestræbelserne på at finde en politisk løsning på krisen i Ukraine, hedder det.

Der er også en opfordring til Rusland om at leve op til alle sine internationale forpligtelser, gå i dialog og søge en fredelig, politisk løsning i direkte dialog med Ukraines regering.

Og specifikt om ikke at tage skridt mod at annektere Krim, hvilket ifølge Nato vil være et klart brud på FN's charter.

/ritzau/