Nato-møde om Ukraine er gået ind i ottende time

Skrevet af admin

02/03/2014

Mest læste i dag

Et hasteindkaldt møde blandt de 28 Nato-landes ambassadører i Bruxelles er søndag aften klokken 20 gået ind i sin ottende time, hvor ambassadørerne arbejder med at finpudse en fælles erklæring om Ukraine.

Først på aftenen har der også været møde i den særlige Nato-Ukraine kommission, hvor også ambassadøren fra Natos partnerland Ukraine sidder med.

Forsvarsalliancens generalsekretær, Anders Fogh Rasmussen, ventes at præsentere Nato-landenes fælles erklæring for pressen efter mødets afslutning. Derefter ventes også den ukrainske ambassadør at komme med en udtalelse.

Mødet blev indkaldt med kort varsel lørdag aften på initiativ af Anders Fogh Rasmussen, efter at blandt andet Ukraines største nabo i EU, Polen, havde presset på for at få en konkret Nato-reaktion på den tilspidsede situation.

Fogh var ved ankomsten til mødet meget klar i sin fordømmelse af Ruslands og den russiske præsident, Vladimir Putins, handlinger det seneste døgn.

- Jeg har indkaldt Det Nordatlantiske Råd på grund af Ruslands militære aktiviteter i Ukraine. Og på grund af præsident Putins trusler mod en suveræn nation.

- Hvad Rusland gør nu i Ukraine, er i strid med principperne i De Forenede Nationers Charter. Det er en trussel mod fred og sikkerhed i Europa. Rusland må stoppe sine militære aktiviteter og sine trusler, sagde Fogh.

Nato har flere gange de seneste dage, uger og måneder udtrykt støtte til Ukraines suverænitet og territoriale integritet.

Men Ukraines partnerskab med Nato omfatter ikke muligheden af, at landet - ligesom fuldgyldige medlemmer - kan påkalde sig beskyttelse og fælles forsvar med henvisning til Natos artikel fem, den såkaldte musketered.

EU-landenes udenrigsministre er også kaldt til hastemøde i Bruxelles om situationen i Ukraine mandag eftermiddag.

/ritzau/