Nato og Rusland mødes igen efter to års pause

Skrevet af admin

08/04/2016

Mest læste i dag

Efter en næsten to år lang pause samles Nato-Rusland-rådet igen til et møde i de kommende uger.

Det bekræfter Natos generalsekretær, Jens Stoltenberg.

- Efter konsultationer med Rusland er vi enige om at holde et møde i Nato-Rusland-rådet på ambassadørniveau, skriver Stoltenberg i en udtalelse.

- Dette møde skal finde sted i løbet af de næste to uger i Natos hovedkvarter i Bruxelles. Rådet skal drøfte krisen i og omkring Ukraine og behovet for at gennemføre Minsk-aftalen fuldt ud, uddyber han.

Ruslands viceudenrigsminister Aleksej Mesjkov sagde tidligere fredag, at det kunne blive aktuelt med et møde igen snart efter en lang pause.

Rådet har ikke holdt møder siden juni 2014 på grund af krisen i Ukraine.

Nato indstillede alt praktisk samarbejde med russerne som følge af den russiske annektering af Krim-halvøen, men har hele tiden påpeget, at forsvarsalliancen ikke lukker den politiske kanal.

/ritzau/NTB