Nato tæller endnu flere russiske soldater i Ukraine

Skrevet af admin

04/09/2014

Dagens topnyheder

Nato beskylder Rusland for stadig at have flere tusinde soldater, der deltager aktivt i kampene i Ukraine. Styrkerne er udstyret med flere hundrede kampvogne og andre pansrede køretøjer.

- I sidste uge talte vi om "betydeligt flere end tusind". Antallet voksede, netop som vi oplyste om det. Nu kan vi sige, at der er tale om flere tusinder, siger en Nato-officer til Ritzau ved Nato-topmødet i Newport i Wales.

Ifølge officeren er de russiske soldater i Ukraine som regulære enheder, der kæmper sammen og side om side med separatister.

De anvender artilleri og har ifølge Natos oplysninger også i nogle tilfælde ydet luftstøtte med fly og helikoptere, der er fløjet ind fra Rusland.

Desuden er der - som det ifølge Nato længe har været tilfældet - mindre russiske enheder i det østlige Ukraine for at støtte separatisterne og hjælpe dem med at betjene sofistikerede våben.

Ifølge Natos oplysninger er der stadig omkring 20.000 russiske tropper opmarcheret på den russiske side af grænsen til det østlige Ukraine.

- Hvis de blev aktiveret, ville det selvfølgelig ændre situationen ret dramatisk, siger officeren, der mener, at Ruslands mål er at ændre kampenes dynamik efter en periode, hvor separatisterne var blevet slået tilbage.

- De mistede terræn og blev slået tilbage. Nu forsøger de at konsolidere det, de vandt tilbage i sidste uge. Målet er at fryse konflikten og forhindre Ukraine i at søge tættere tilknytning til Vesten, siger Nato-officeren.

Natos militærkommando Shape har ikke præcise oplysninger om, hvor mange prorussiske separatister der er i kamp i det østlige Ukraine.

Ifølge Nato-officeren er det sværere at tælle op, da separatisterne ikke nødvendigvis bærer uniform. Men han er ikke i tvivl om, at der stadig er flere separatister end russere i kamp.

Samtidig med Natos anklage kræver Rusland et officielt svar fra både den ukrainske regering og de prorussiske separatister på den fredsplan, den russiske præsident, Vladimir Putin, fremlagde onsdag.

Det siger den russiske udenrigsminister, Sergej Lavrov, torsdag ifølge Reuters.

/ritzau/