Naturkatastrofe koster knap 100 mennesker livet i Sri Lanka

Skrevet af admin

23/05/2016

Dagens topnyheder

Dødstallet efter jordskred og oversvømmelser i Sri Lanka fortsætter med at stige efter en uges voldsom regn.

Ifølge myndighederne er 92 mennesker bekræftet omkommet, mens cirka en halv million mennesker er blevet drevet væk fra deres hjem.

Det skriver en række internationale medier.

Soldater arbejder fortsat på at bjærge lig, der er blevet begravet under jordskred. Samtidig bliver der uddelt mad og drikkevand til de mennesker, der har søgt ly for ødelæggelserne i midlertidige centre, skriver nyhedsbureauet AFP.

Ifølge det nationale center for naturkatastrofer er 109 mennesker fortsat savnet, skriver Sky News på sin hjemmeside. Håbet er, at eftersøgningen kan intensiveres, i takt med at vejret klarer op i områderne, der har været hårdest ramt.

- Eftersøgningen vil fortsætte noget tid endnu, selv om vi ikke har fundet nogen i live i løbet af de seneste operationer, siger talsmand Pradeep Kodippili fra det nationale katastrofecenter til AFP.

Sri Lankas præsident, Maithripala Sirisena, har besøgt centre i landets hovedstad, Colombo, hvor mere end 200.000 mennesker fra lavtliggende områder har søgt tilflugt for de kraftigste regnskyl i et kvart århundrede.

Sirisena har opfordret alle i landet til at hjælpe ofrene for oversvømmelserne, hvilket har medført store donationer af både mad og andre basale nødvendigheder.

Den næste store udfordring er ifølge myndighederne at forhindre sygdomme i at sprede sig.

- Der er en reel fare for, at diarré eller hudsygdomme vil sprede sig blandt ofrene for oversvømmelserne, siger Ruwan Wijayamuni, der leder Colombos sundhedsmyndighed, ifølge AFP.

Frygten er blevet større, efter at vand fra oversvømmelser er blevet blandet med affald fra en losseplads og kloaker i udkanten af Colombo.

/ritzau/