NBA's dårligste hold presser mestrene til sidste sekund

Skrevet af admin

31/01/2016

Dagens topnyheder

Det lignede på forhånd en ekspeditionssag. Men det blev det ikke, da basketballholdet Golden State Warriors natten til søndag dansk tid tog imod Philadelphia 76ers i NBA.

De regerende mestre, der også er ligaens bedste hold hidtil i denne sæsons grundspil, fik store problemer med at lukke kampen mod Philadelphia, der rangerer som det dårligste af alle hold i NBA.

Først i allersidste sekund sendte Harrison Barnes bolden i kurven til en trepointsscoring, der sikrede Golden State en sejr på 108-105.

Forinden havde gæsterne lavet et comeback af de mere bemærkelsesværdige.

Philadelphia var i anden halvleg bagud med 58-82, og med knapt seks minutter tilbage af kampen førte Golden State med 15 point.

Alligevel fik bundholdet udlignet til 105-105 cirka 22 sekunder før tid, inden Harrison Barnes altså afgjorde kampen til mestrenes fordel.

Golden States superstjerne, Stephen Curry, måtte med sine 23 point nøjes med at være næstmest scorende hos hjemmeholdet, eftersom Klay Thompson stod for 32 point.

Golden State Warriors, der har vundet seks kampe i træk, har vundet 43 kampe og blot tabt fire i grundspillet hidtil.

Philadelphia 76ers har kun vundet syv kampe, mens holdet har tabt 41 gange.

/ritzau/