Netanyahu giver grønt lys til at udvide bosættelser

Skrevet af admin

27/10/2014

Mest læste i dag

Der skal bygges nye israelske boliger i det annekterede Østjerusalem.

Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, har givet grønt lys til at fremskynde opførelsen af bosættelser i det besatte, palæstinensiske område.

Beslutningen drejer sig om 1060 nye lejligheder og blev taget efter pres fra bosættere og det højreorienterede parti Habayit Hayehudi, skriver det israelske medie Haaretz.

- Regeringen har besluttet at fremskynde planlægningen af etableringen af over 1000 boliger i Jerusalem, omtrent 400 i Har Homa og rundt regnet 600 i Ramat Shlomo, siger en talsmand for Netanyahu.

Palæstinenserne har gjort det klart, at Israels udvidelse af bosættelser i de besatte områder er den største barriere for en fredsaftale.

Israel erobrede under krigen i 1967 såvel Vestbredden som Østjerusalem. Den østlige del af den hellige by har Israel siden annekteret.

Et samlet verdenssamfund kræver fuld israelsk tilbagetrækning fra Østjerusalem og Vestbredden og har stemplet bosættelserne som ulovlige.

Der bor cirka 550.000 israelske bosættere på Vestbredden blandt den palæstinensiske befolkning på omkring 2,4 millioner.

De palæstinensiske selvstyremyndigheder har under den langvarige fredsproces forhandlet for at få etableret en palæstinensisk stat på Vestbredden og i Gaza med Østjerusalem som hovedstad.

/ritzau/NTB