Newcastle køber engelsk landsholdsspiller i Tottenham

Skrevet af admin

27/01/2016

Dagens topnyheder

Christian Eriksen er blevet en konkurrent fattigere til kampen om de offensive pladser i Tottenham.

Den engelske landsholdsspiller Andros Townsend har været i unåde i Tottenham, og nu er han solgt til bundholdet Newcastle. Her har han fået en kontrakt, der løber i fem og et halvt år.

Det bekræfter begge Premier League-klubber.

Tilbage i november havnede Townsend i et verbalt og fysisk klammeri med Nathan Gardiner, der er fysisk træner i Tottenham, og derfor blev han vraget til en Europa League-kamp.

Strafaktionen fra Tottenham viste sig dog af længere karakter, og Townsend har ikke været på banen for Tottenhams førstehold siden. I stedet har 24-årige Townsend spillet for London-klubbens ungdomshold.

Ifølge Sky Sports har Newcastle haft 120 millioner kroner op ad lommen for at sikre sig spilleren.

- Han er et stort talent, og han er engelsk landsholdsspiller. Det bør han også være i årene, der kommer.

- Han er en klassisk wing, han kan spille i begge sider, han kan bruge begge ben, og han er meget hurtig, siger Newcastles manager, Steve McClaren.

Townsend har spillet ni A-landskampe for England og scoret tre mål. Hans seneste optræden i nationaldragten var 12. oktober 2015 i en EM-kvalifikationskamp mod Litauen.

/ritzau/