NHL: To danskerhold kæmper om førstepladsen

Skrevet af admin

20/03/2015

Mest læste i dag

Den danske ishockeyspiller Lars Eller har fået stor ros for godt spil de seneste uger, og hans optur kommer samtidig med, at sæsonen spidser til.

Natten til fredag vandt hans Montreal hjemme med 4-0 over Carolina Hurricanes, som er ramt af en del skader for tiden.

Lars Eller var denne gang ikke involveret i nogen af hjemmeholdets mål, men danskeren får masser af spilletid.

Sejren gør Montreal til tophold i Eastern Conference foran New York Rangers. Med 97 point har Montreal samme pointtal som Frederik Andersens Anaheim, der fører Western Conference.

Jannik Hansen og Vancouver har lige nu et ben i slutspillet, men med 12 kampe tilbage, er alle kampe vigtige i en tæt kamp om de sidste pladser i Western Conference.

Tidligt fredag morgen tabte Vancouver hjemme 2-6 til Columbus.

Efter en målløs første periode kom Vancouver foran 2-0, inden de smed det hele væk, og gæsterne scorede seks mål i træk - tre i anden periode og tre i tredje periode.

Mikkel Bødker er væk resten af sæsonen med sin ødelagte milt. Han var således ikke med i Arizonas nederlag på 2-5 til Colorado.

/ritzau/