NHL: Frederik Andersen og Anaheim sejrer til allersidst

Skrevet af admin

19/04/2015

Dagens topnyheder

Den danske målmand Frederik Andersen og Anaheim Ducks har givet sig selv et fremragende udgangspunkt i første runde af NHL-slutspillet med sejre i de første to kampe mod Winnipeg Jets.

Natten til søndag måtte Anaheim dog vente til sidste øjeblik, før sejren kom i hus.

Svenskeren Jakob Silfverberg blev den helt store helt på hjemmebane i Anaheim med blot 20 sekunder tilbage af kampen.

Han modtog pucken bag mål, driblede få meter foran mållinjen og fra en position til venstre for målet hamrede han bolden i det korte målhjørne, så størstedelen af publikum fløj op af sæderne i jubel.

Målet bragte nemlig Anaheim foran med 2-1, selv om holdet var bagud, da kampens sidste periode blev indledt.

Forud var gået en timelang og intens dyst, hvor Winnipeg med fem minutter tilbage af anden periode bragte sig foran med 1-0 efter en kontroversiel scoring på Frederik Andersen.

Den danske målmand, som spillede hele kampen, blev muligvis forhindret i at komme over i venstre side af sit mål af en modspiller, da Winnipegs Adam Pardy scorede.

Pardy driblede rundt om målet og lagde sikkert pucken ind i det hjørne, hvor Pardys holdkammerat havde spærret pladsen for Frederik Andersen.

Dommerne kiggede situationen igennem, men vurderede ikke, at der var begået regelbrud mod danskeren, og målet fik lov til at stå.

I tredje periode vendte Anaheim kampen, da Patrick Maroon scorede midtvejs i perioden, før altså Jakob Silfverberg afgjorde matchen til sidst.

Nu venter der to udekampe for Anaheim i slutspilsserien, der spilles bedst af syv kampe.

/ritzau/