NHL-profil jubler over vennens VM-succes

Skrevet af admin

14/05/2014

Dagens topnyheder

Der var stærke scener i den danske udskiftningsboks undervejs mod tirsdagens sejr over Italien ved ishockey-VM i Minsk.

For de normalt koncentrerede og lidt tilknappede ishockeyansigter udstrålede usædvanlig begejstring i minutterne efter, at den unge VM-debutant Emil Kristensen havde bragt Danmark foran 3-1.

Specielt den danske NHL-profil Philip Larsen kastede sig over målscoreren og uddelte et langvarigt bjørnekram.

- Vi kommer begge fra Esbjerg og har kendt hinanden i lang tid. Jeg havde nok den samme følelse i kroppen, som ham. Det er enormt fedt, for han spillede en rigtig god kamp, og målet var så prikken over i'et, forklarer Philip Larsen dagen derpå.

- Jeg skyndte mig at få fat i pucken, så jeg kunne give den til ham efter kampen. Jeg ved selv, hvad det er for nogle minder, det giver, når man laver sit første mål til VM. Og det giver ham et ekstra boost, at folk viser, at de er glade på hans vegne, siger Larsen.

Emil Kristensen, der til daglig spiller for Oskarhamn i den næstbedste række i Sverige, fik da også den for ham særlige puck lige efter kampen.

Han kunne godt mærke, at hans scoring på alle måder var specielt. Ikke blot var det hans første i VM-sammenhæng, men det var også et særdeles vigtigt et.

Det faldt umiddelbart efter, at Jannik Hansen havde bragt Danmark på 2-1, og efter Kristensens scoring var der ro i den ellers anspændte danske lejr.

- Jeg tror bare, at alle var glade. Det var lidt en forløsning for holdet, for med 3-1 kunne vi slappe lidt mere af, siger Emil Kristensen.

- Det betyder selvfølgelig meget at lave sit første VM-mål. Jeg har kun spillet tre kampe, og så sad den der.

Vestjyden er gledet problemfrit ind på VM-holdet, hvor han har fået pænt med spilletid i alle de tre første kampe.

For ham var den største hurdle at blive udtaget til holdet, efter at han sidste år blev fravalgt som en af de sidste.

- Jeg var mere nervøs, da Janne Karlsson skulle udtage truppen, end jeg har været før kampene. Det var nogle lange minutter, indtil jeg fandt ud af, at jeg skulle med, forklarer han.

Emil Kristensen, Philip Larsen og resten af det danske VM-hold skal på en svær mission torsdag eftermiddag, når ishockeystormagten Canada er modstanderen i Minsk.

/ritzau/