Efter et skyderi mellem to bandegrupperinger i parkeringskælderen i indkøbscentret Field's på Amager er seks personer nu anholdt i sagen. Derudover leder man efter "mindst en" person mere.
Ifølge politiet har nogle af de anholdte mellem 19 og 26 år relationer til bandegrupperinger. Af hensyn til efterforskningen vil politiet ikke oplyse, hvilke bander det drejer sig om.
- Vi har nok stadigvæk minimum én, som vi ikke har fanget, som har været til stede i Field's. Det er vores teori, siger Lau Thygesen, politiinspektør i Københavns Politi.
Det er videoovervågning fra centret, der viser, at der formentlig er flere implicerede på fri fod.
Ifølge politiet mødte to grupperinger hinanden i indkøbscentret på Amager, hvor der opstod tumult og knivstikkeri onsdag middag.
- Den ene gruppering flygtede til parkeringsarealet P1, hvor der opstod skyderi mellem grupperingerne, og to personer blev ramt af skud. Den ene er alvorligt såret, mens den anden er lettere såret, skriver politiet i en pressemeddelelse.
Den alvorligt sårede mand er ifølge politiet 17 år gammel. Han ligger stadigvæk på operationsbordet. Den anden person er 18 år og er blevet ramt i armen.
Der var først forlydender om, at en tredje person var såret. Men ifølge den centrale vagtchef i Københavns Politi Michael Andersen var det kun hans skudsikre vest, som var blevet snittet af en kniv.
Politiet kan ikke oplyse noget endeligt om motivet til skyderiet.
Ifølge flere vidner, som Ekstra Bladet har talt med, havde to grupperinger med tre til fem mand i hver skændtes højlydt på flere etager af indkøbscentret, inden det til sidst endte med skyderi i parkeringskælderen.
Flere af de unge mænd var ifølge avisen maskerede, og en af dem var bevæbnet med en skruetrækker.
Politiet skal nu afklare, hvem der har skudt med hvad, og hvor mange skud der er affyret.
Parkeringskælderen under Field's er genåbnet efter at have været afspærret under politiets efterforskning.
/ritzau/