Ni måneder efter voldsom ulykke: Rådmand vender tilbage i Aarhus

Skrevet af Ann Katrine Warren

18/03/2013

Dagens topnyheder

67-årige Dorthe Laustsen har tidligere meldt ud, at hun ikke genopstiller for SF til det kommende kommunalvalg. Alligevel har hun valgt at komme tilbage som rådmand for Sundhed og Omsorg i Aarhus Kommune. ni måneder efter en voldsom trafikulykke, som nær havde kostet hende livet.

- Jeg elsker mit job, og jeg har stadig nogle politiske ambitioner, selv om min valgperiode snart løber ud. Det her er min sidste turnering. Jeg har nogle slag, der skal slås og nogle kampe, der skal vindes, siger Dorthe Laustsen.

Og først når de personlige mål er nået, sætter Dorthe Laustsen punktum for en lang karriere som politiker for SF.

Ulykken vil præge politikken
Det lange genoptræningsforløb efter ulykken har givet Dorthe Laustsen et indblik i den del af Sundhed og Omsorg, hun tidligere kendte bedst fra politisk hold. Den viden ønsker rådmanden at bruge i sit videre arbejde.

- Jeg har været igennem ni måneders mystery shopping så at sige; jeg har de seneste ni måneder på min egen krop oplevet det danske sundhedsvæsen. Der har været rigtig meget godt, men jeg er også fyldt med ideer til forbedringer, siger Dorthe Laustsen.

Hun peger blandt andet på samspillet mellem kommune og region, udviklingen af det nære sundhedsvæsen og den fortsatte udvikling af velfærdsteknologiske løsninger til glæde for det enkelte menneske – områder, der også var hendes mærkesager før ulykken, men som nu har fået tilføjet en ekstra dimension.

Siden 15. august har SF-partifællen Thomas Medom været fungerende rådmand for Sundhed og Omsorg, og når Dorthe Laustsen efter påske indtager sit gamle kontor, fortsætter Thomas Medom sit politiske arbejde som byrådsmedlem i Aarhus Kommune.