Nibali: Der kommer en dopingsag nu og da

Skrevet af admin

18/07/2014

Dagens topnyheder

Astana har haft en stribe dopingsager i fortiden, blandt de dømte er holdets manager Alexander Vinokourov, men snyd på det kasakhiske mandskab hører fortiden til, forsikrer kaptajnen i Tour de France.

Vincenzo Nibali, som aktuelt kører i den gule førertrøje, fortæller, at han kan sige god for Astana, men slår fast, at der altid vil være snydepelse.

- Der kommer en isoleret sag nu og da, for moren til den retarderede er altid gravid. Jeg vil ikke være talsmand for hele feltet, men en stærk vilje til at bekæmpe doping er helt sikkert til stede, siger Nibali.

Den 29-årige italiener skiftede i 2013 fra italienske Liquigas til Astana, og allerede i foråret i fjor vandt han sin første grand tour i tre år, da han for første gang i karrieren vandt Giro d'Italia.

- Holdet er forandret, specielt med ansættelsen af Paolo Slongo, som jeg har arbejdet sammen med på landsholdet med Antonio Fusi, siden jeg var 17 år. Han er en vigtig mand for holdet og for mig. Han har bragt troværdighed til holdet, ligesom han gjorde det på Liquigas, siger Nibali.

- Jeg valgte Astana for at kunne opbygge en gruppe, jeg kan stole på i forhold til at sikre mig topresultater i løb som Giroen, Touren og Vueltaen.

Manden i den gule førertrøje appellerer til, at man giver den nye generation at ryttere en chance, inden man dømmer dem.

- Der er sket mange fejl i cykelsporten i fortiden, mange ryttere har begået fejl, men de tilhører fortiden, og lad dem blive der. Det er på tide at give plads til unge ryttere, som ønsker en forandret cykelsport.

- Vi har et biologisk pas, vi har dopingkontroller uden for konkurrence, hjemmekontroller. Ingen kan påstå, at cykelsporten ikke er ændret. Cykelsporten er bedre i dag, end den var engang, siger Vincenzo Nibali.

Allerede i Astanas første år, 2007, blev fire ryttere taget for doping. Året efter blev holdet udelukket fra Tour de France på grund af doping og tætte forbindelser til den spanske dopingsag Operacion Puerto.

/ritzau/