Nicklas Bendtner er klar til at genindtage pladsen som forreste angriber på landsholdet.
Han var karantæneramt til landsholdets første VM-kvalifikationskamp mod Tjekkiet den 8. september i Parken som følge af hans meget omtalte underbukse-stunt under EM-slutrunden i sommer. Nicklas Bendtner er samtidig eneste ændring i startopstillingen til landsholdets anden kamp i VM-kvalifikationsgruppen mod Bulgarien i aften i Sofia.
Forsvaret består igen af Stephan Andersen på mål samt Lars Jacobsen som højre back, Simon Kjær som højre midterforsvarer og anfører Daniel Agger til venstre for ham og med Daniel Wass ude som venstre back.
Den kontrollerende del af midtbanen udgøres af William Kvist og Thomas ”TK” Kristensen med Christian Eriksen som forreste midtbanespiller. Dennis Rommedahl spiller på højre fløj med Michael Krohn-Dehli i den modsatte side.
Danmarks startopstilling:
1 Stephan Andersen
2 Thomas Kristensen
3 Simon Kjær
4 Daniel Agger (anfører)
5 Daniel Wass
6 Lars Jacobsen
7 William Kvist
8 Christian Eriksen
9 Michael Krohn-Dehli
10 Dennis Rommedahl
11 Nicklas Bendtner
Kampstart klokken 20.00.