Nicolai Jørgensen udgår med skade mod Real Madrid

Skrevet af admin

10/12/2013

Dagens topnyheder

FC København-profilen Nicolai Jørgensen tog sig til låret og måtte udgå med en skade efter kun otte minutter af Champions League-kampen hjemme mod Real Madrid.

Opgøret er med til at bestemme FCK's skæbne i Europa. Offensivspilleren har på det seneste været ude med en forstrækning, men blev meldt klar til storkampen. Det holdt dog kun i otte minutter.

Claudemir trillede bolden ud af spil, og så måtte FCK-træner Ståle Solbakken lave et par tidlige rokeringer.

Ind i stedet for Nicolai Jørgensen kom Christian Bolaños, som rykkede ind på højrekanten. Det betød, at Youssef Toutouh blev skubbet op som den hængende angriber, hvor Nicolai Jørgensen havde spillet.

Nicolai Jørgensen var en af tre FCK-spillere, der var tvivlsom til kampen. De andre to var Rurik Gislason, som har døjet med læggen, og Daniel Braaten, der har været udfordret af en fiberskade.

Rurik Gislason er med fra kampens start og ser ikke ud til at have problemer. Daniel Braaten var så skadet, at nordmanden slet ikke kom med i truppen.

/ritzau/