Nielsen scorer på straffe og sikrer Islanders sejr

Skrevet af admin

07/11/2014

Mest læste i dag

Med Frans Nielsen i en vigtig hovedrolle tog New York Islanders en stor skalp natten til fredag dansk tid i verdens bedste ishockeyliga, NHL.

Den 30-årige dansker scorede på straffeslag, da den ordinære kamp mellem New York Islanders og de regerende Stanley Cup-vindere Los Angeles Kings var endt 1-1 i Los Angeles.

Holdkammeraten Kyle Okposo scorede på Islanders' første straffeslag, og da Frans Nielsen også scorede på sit, mens Los Angeles' Jeff Carter misbrugte, var sagen afgjort, og New York Islanders tog endnu en bemærkelsesværdig sejr på holdets første udebaneturné i denne sæson.

Stanley Cup-vinderne havde før mødet med Frans Nielsens hold vundet sine seneste seks hjemmekampe i træk.

Lørdag venter Mikkel Bødker og Arizona Coyotes i den femte og sidste udekamp i denne omgang på New York Islanders.

Et andet sted i Californien var der også gevinst til Jannik Hansen og hans Vancouver Canucks.

Holdet fra Canada vandt 3-2 ude over San Jose Sharks. Danskeren blev ikke noteret for point i kampen.

/ritzau/