Nigerias shariapoliti smadrer 240.000 øl

Skrevet af admin

27/11/2013

Mest læste i dag

Politi, der håndhæver islamisk lovgivning i den nigerianske by Kano, har onsdag ødelagt omkring 240.000 flasker øl, hvilket er det seneste skridt i en bekæmpelse af, hvad der af lokale myndigheder betegnes som umoralsk adfærd.

De forbudte bajere er blevet konfiskeret fra lastbiler, der i de seneste uger er kørt ind i byen, oplyser folk fra Hisbah, der er den patrulje, som har til opgave at håndhæve den strenge islamiske lovgivning, kendt som sharia.

Kanos Hisbah-chef, Aminu Daurawa siger, at det er hans inderlige håb, at de ødelagte øl vil føre til afslutningen på forbruget af den slags forbudte stoffer.

En kæmpestor bulldozer smadrede flaskerne til tilskuernes råb "Allahu Ahkbar" (Gud er stor) uden for Hisbahs hovedkvarter i Kano, som er den største by i Nigerias overvejende muslimske nordlige del.

Fustager med mere end 8000 liter af det lokale alkoholiske bryg, kaldet "burukutu" og 320.000 cigaretter blev også mast af larvefødderne.

- Vi håber, at dette skridt vil bidrage til at genoprette Kanos anløbne image, sagde Daurawa.

Siden september har Hisbah gennemført en række aktioner og anholdt hundredvis i Kano som følge af et regeringsdirektiv, der går ud på at rense det kommercielle knudepunkt for såkaldte umoralske fremgangsmåder.

Moralpolitiets 9000 mand store styrke arbejder side om side med civilt politi, men det har også andre opgaver så som at arbejde med udvikling af lokalsamfundet og konfliktløsning.

Sharia blev genindført i hele det nordlige Nigeria i 2001, men lovgivningen er blevet håndhævet på forskellig vis.

/ritzau/AFP