Nikolaj Lie Kaas: Jeg får lov til at blande mig

Skrevet af admin

06/03/2016

Dagens topnyheder

"Kvinden i buret", "Fasandræberne" og nu "Flaskepost fra P".

Nikolaj Lie Kaas er for tredje gang i spidsen som Afdeling Q's efterforsker Carl Mørck, en rolle, han igennem de tre film har gjort til sin helt egen og derfor også har en mening om.

Og det er en mening, der bliver lyttet til, fortæller skuespilleren.

For inspirationen til at tilsætte humor, en ny dialog eller en anden ændring kan nogle gange først opstå, mens kameraerne ruller. Og her er filmfolkene lydhøre over for skuespillernes ideer, forklarer Nikolaj Lie Kaas.

- Det er dejligt, at vi får lov at blande os. Fares Fares (der spiller rollen som Assad, red.) og jeg har været meget inde over, hvordan vi har løst filmen, og der er mange ting, som er opstået undervejs. Humoren var noget, vi gjorde meget ud af at få ind i filmene i starten, siger skuespilleren.

Han synes selv, at charmen ved karakteren Carl ligger i hans indre liv. Det kan bare være sværere at kommunikere det ud på film i forhold til på skrift i Jussi Adler-Olsens bøger. Men Carls ironiske distance til alting er noget, som Lie Kaas har prøvet at kile ind i filmen.

- Det værste er, når jeg virkelig har presset på for at få min skidegode idé igennem, og den så overhovedet ikke fungerer. Men det sker heldigvis ikke så tit, siger Nikolaj Lie Kaas med alvoren malet i ansigtet. Men den hurtige indånding gennem næsen og en snert af et smil afslører ham. Han joker.

Hvor mange idéer i den færdige version af "Flaskepost fra P", der er kommet fra Lie Kaas selv, vil han dog ikke løfte sløret for.

- Det skal ikke blive ananas i egen juice, men okay. Hele det der med, at Carl skal være ikke-deltagende i starten af filmen var min idé. At han er blevet overhalet af ligegyldigheden og skal hive sig selv op igen, siger den 42-årige skuespiller.

Han beskriver det som en gave at blive konfronteret med at miste. For det betyder, at vi skal rejse os fra det - hive os selv op - og det er sindssygt vigtigt at lære, mener Nikolaj Lie Kaas.

Men vi har ikke noget at kæmpe for i vores hverdag, og derfor er det befriende at gå i biografen og se andre gøre det. For eksempel Carl Mørck, forklarer han.

- Vores største beslutninger handler måske om, hvor vi skal tage hen på ferie eller om vi skal invitere Gitte og John over til middag på lørdag. Men egentlig har vi jo ikke nogen klar holdning til noget, før der er ild i vores børn. Så ved vi præcis, hvad vi skal gøre, og først dér kan vi mærke os selv, siger Nikolaj Lie Kaas.

Grundstenen til endnu et drama er allerede lagt. Næste bog i Afdeling Q-serien hedder "Journal 64", og Lie Kaas skal igen tage efterforskerfrakken på i rollen som Carl, når bogen skal filmatiseres.

Han ved ikke præcist, hvordan karakteren skal udvikle sig i fjerde film, da manuskriptet endnu ikke er skrevet, men han har et bud på hvilken retning, Carl Mørck kan komme til at gå.

- Det ville da være oplagt, at han på et tidspunkt skal møde en form for kærlighed. Det ville være en måde at få ham forløst på, hvis der er tid og plads i filmen. Der er jo et sindssygt intenst plot næste gang, fortæller Nikolaj Lie Kaas.

"Flaskepost fra P" er i biograferne nu, mens "Journal 64" endnu ikke har fået fastlagt premieredato.

/ritzau/FOKUS