Norsk medie: Mette Frederiksen i søgelyset til topjob

Skrevet af Mathias Busekist

21/04/2023
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
Generalsekretær i Nato?

Dagens topnyheder

Ja, det kan Mette Frederiksen måske kalde sig selv inden alt for længe.

Statsminister Mette Frederiksen (S) skulle være en aktuel kandidat som efterfølger til Jens Stoltenberg som forventes at træde tilbage i Nato til september.

Det skriver VG fredag aften efter at have talt med to anonyme kilder fra "højeste diplomatiske niveau".

Generalsekretær Jens Stoltenberg har i hvert fald ikke lagt skjul på, at hans tid snart er kommet. Han sidder fortsat i stolen, fordi den verserende krig i Ukraine medførte, at han fik forlænget sin tid i rollen.

Uret tikker derfor for at finde en efterfølger, hvor altså Mette Frederiksen skulle komme ind i billedet.

Videre mener VG at vide, at hendes modkandidater er Hollands statsminister, Mark Rutte, og den britiske forsvarsminister Ben Wallace.

I hvert fald er hendes navn "på bordet" blandt Natos 31 topledere, som bestemmer, hvem der skal lede Nato, hævder de to kilder.

Ifølge mediets oplysninger er Mette Frederiksen dog vellidt af præsident Joe Biden i USA, som er Natos største medlemsland.