Det var lige ved og næsten for Nikolaj Nørlund, da han måtte vinke farvel til titlen som årets Mentor og en pladekontrakt til sin mentee, 20-årige Cecilie Trolle.
Men selvom Nørlund ikke stod som vinder fredag aften, så har han stadig fået en slået en vigtig pointe fast.
- Jeg ville gerne vise folk, at der er en anden måde at lave musik på, og det har jeg gjort. At gøre det i mainstream-tv er super fedt, siger Nikolaj Nørlund til Newspaq.
Nikolaj Nørlund har i programmet været mentor for sangerne Cecilie Trolle, Simon Glöde og Magnus Noach, og det har han lært meget af.
- Jeg har lært at se på folk, som de er. Jeg har haft tre forskellige mentees som havde brug for hvert sit, siger Nikolaj Nørlund og fortsætter:
- Det kan jeg bruge i mit arbejde som producer - og i mit liv som Nikolaj Nørlund, siger han.
Nikolaj Nørlund havde sangerinden Cecilie Trolle med sig i finalen, og deres samarbejde har været hyldet af Thomas Blachman uge efter uge. Dog er det endnu uvist, om Trolle og Nørlund skal arbejde sammen videre frem.
- Der er ikke truffet nogen beslutning, men jeg synes, hun er fantastisk, og hun skal have lov til at lave musik, siger han.
Newspaq