Virksomheden Nets, der blandt andet står for dankortet og NemID, udvider nok engang sin forretning.
Nordea har nemlig solgt sin kortindløsnings-aktiviteter til Nets for 1,7 milliarder kroner. Købet af Nordea Merchant Acquiring omfatter indløsning af internationale betalingskort i de nordiske og baltiske lande.
Kortindløsningen gør erhvervskunder i stand til at modtage kortbetalinger både i fysiske butikker og online, oplyser Nordea i en pressemeddelelse.
Købesummen er 230 millioner euro, svarende til cirka 1,7 milliarder kroner, og Nordea kan indtægtsføre et regnskabsmæssigt overskud på 175 millioner euro, cirka 1,3 milliarder kroner.
- Salget af kortindløsnings-aktiviteterne og etableringen af et partnerskab med Nets vil sikre et langsigtet konkurrencedygtigt tilbud om kortindløsning til vores erhvervskunder, siger Nordeas Lennart Jacobsen, leder af Retail Banking, i meddelelsen.
Nets oplyser i en pressemeddelelse, at købet af Nordeas indløsningsaktiviteter er en del af selskabets strategi om at blive nordiske forretningers foretrukne valg i forbindelse med betalinger og mere integrerede tjenesteydelser.
- Sammenlægningen af Nordea Merchant Acquiring og Nets' forretningsaktiviteter passer perfekt ind i Nets' strategi.
- Vi er til stede i hele den nordiske og baltiske region, og vi understøtter vores kunder både lokalt og på tværs af grænser, siger Asger Hattel, der er group executive vice president for Merchant Services i Nets.
Han anslår, at Nets kan levere integrerede indløsningsydelser til omtrent 240.000 forretninger i de nordiske og baltiske lande
Salget skal godkendes af konkurrencemyndighederne, men ventes på plads i fjerde kvartal 2015. Omkring 40 Nordea-medarbejdere følger med over i Nets, når salget er gennemført.
/ritzau/